20.02.2021 Nyheder fra Agerbæk Podcast

Fiskebil i Agerbæk

Måske så eller besøgte du fiskebilen på torvet i onsdags? I hvert fald fortæller købmand Brian Bjerregaard, at han efter længere tids søgen endelig kan afsløre, at han nu har indledt et samarbejde med Juelsminde fisk. Fiskebilen kommer til at holde ved butikken fremover hver ONSDAG fra 9.00-13.00. Der vil være mulighed for at forudbestille fisk, hvis man ikke har mulighed for at komme i dette tidsrum.

“Dette kommer der mere info om; når først vi er kommet igang”, fortæller købmanden. “Vi vil også indlede et samarbejde om attraktive Ja tak tilbud – også det kommer der mere om senere. Vi håber at I vil støtte godt op omkring dette nye initiativ.”

Og det skriver altså Købmand Brian Bjerregaard fra Min Købmand i Agerbæk.

Flere foreninger udsætter generalforsamling

Det er ved at være tid for generalforsamlinger i mange af byens foreninger. I år er der pga corona og forsamlingsforbuddet ændret praksis for generalforsamlinger flere steder. Else Marie Schultz fra Sognelundens Venner skriver til Agerbæk Podcast, at man jo plejer at afholde generalforsamling i Sognelundens Venner i februar
måned, men som landet ligger mht. smittetryk, forsamlingsregler m.m., er det hverken lovligt eller forsvarligt at afholde mødet. Derfor har bestyrelsen
besluttet at udsætte generalforsamlingen til smittefaren er minimeret og forsamlingsreglerne er blevet lempet. Når der sker lempelser kommer der en
indkaldelse til generalforsamlingen.

Else Marie Schultz der også er aktiv i bestyrelsen for Agerbæk Lokalarkiv skriver, at det samme er gældende for denne forening.

Bevar Covid-19 testcentret i Agerbæk

Det er stadig muligt at få foretaget Kviktest for Coved-19 i Agerbæk. Hver tirsdag og torsdag fra 14-18 holder testbussen ved det gamle bibliotek på Kærvej, men om det er en ordning, der forbliver i byen, er stadig usikkert. En Agerbæk-borger har kontaktet mig her på redaktionen med et ønske om, at vi husker at bruge vores lokale testcenter:
“Hej Jesper. Nu er vi i Agerbæk så priviligerede, at vi kan blive lyntestet her i byen 2 gange om ugen. Nu hører jeg her til morgen at direktøren for Carelink, der udfører disse lyntests i Region Sydjylland, opfordrer regionen til at overveje, om det er måden at gøre det på ude i de små samfund, da spildtiden er for høj. Nu ved jeg ikke noget om, hvor mange der bliver testet i Agerbæk, men jeg tænker, om der ikke skulle opfordres til at få disse taget af så mange som muligt, således vi kan bibeholde den mulighed i Agerbæk, fremfor at vi skal til at køre langt.”

Opfordringen, den er hermed bragt videre.

Tid til at reservere og betale for tennis sæson 2021

“Så skinner solen, sneen smelter og det kribler i fingrene. Pedalspillerne har været i gang i klingende frost og snevejr, mens vi tennisspillere må se til.” Sådan indleder Jørgen Andersen fra tennisudvalget en mail til nuværende og tidligere tennisspillere i byen. ”
Opstart plejer at være ca 1. april, hvor skæringsdagen for eksisterende spillere er for at bevare de gamle tider. Efter 1. april bliver de gamle tider slettet, så der er åbne for nye spillere, så vil du/I fortsætte med den gamle tid, så få betalt. Aldersgrupper og kontingenter er som sædvanlig. Vi håber på en god sæson, trods truslen fra coronaen, så vær stadig væk påpasselig med afspritning osv., selv om vi alle er mere eller mindre trætte af den “jernhanske”, som begrænser vores personlige frihed. Der er opsat/isat et overskydende “sidestykke” fra pedalanlægget ved Ernsthus. Vi håber på lidt mere læ, og på det bliver lettere at holde afstand, når 3. halvleg foregår. Lad være med at ridse eller brænde i det eller lave anden form for hærværk på glasset. Det gælder også træmøblerne. Det er jer/os, der skal kigge på det.”

Har du en god historie eller vil du være med til at finde dem?

Har du en god historie fra Agerbæks fortid eller nutid, som du kunne tænke dig at dele med dine medborgere i Agerbæk? Så skriv til mig på mail@jespercc.dk. Så ser jeg på historien og vender tilbage til dig, hvis jeg har spørgsmål. Der er plads til både små og store historier i Agerbæk Podcast. Kunne du tænke dig at være fast tilknyttet som freelance journalist på hobbyplan, så send mig også gerne en mail. Og er du god til lydredigering eller kunne tænke dig at lære det og samtidig yde et lille stykke frivilligt arbejde? Så kunne jeg også godt bruge en hånd eller to til det her på lokalredaktionen i byens nyhedsfabrik.

Tak til vores sponsorer

Stor tak til vores trofaste samarbejdspartner Min Købmand Agerbæk der gør det muligt at producere og drive Agerbæk Podcast. Og så kan jeg byde velkommen til endnu en fast sponsor af podcasten for hele 2021 – nemlig Agerbæk Motorcentrum – alle bilmærkers værksted. 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *