Categories
Agerbæk Podcast Lyt med

29.07.2020 Agerbæk Podcast Nyheder

I denne uge kan du høre Anja Østergaard fortælle om, hvordan det var at starte klinikken Agerbæk Massage og Kropsterapi lige op til Corona nedlukningen. Der er også nyt om et nyt motionsfællesskab i Agerbæk og så præsenterer en af byens virksomheder endnu en gang et millionoverskud.  

Tak til vores sponsor Agerbæk El-Service, der sammen med Min Købmand Agerbæk gør det muligt at producere og drive Agerbæk Podcast. 

Vil du have besked, når en ny episode af Agerbæk Podcast er online, så tilmeld dig via linket her

Rigtig god sommer!

Categories
Lyt med Varde Podcast

26.07.2020 Varde Podcast

Nyhederne fra Radio Varde den 26. juli 2020

KLIK HER for at få besked, når der er nye episoder af podcasten klar

I denne uges nyheder fra Radio Varde kan du blandt andet lytte til følgende nyheder:

Badning frarådes i Kvie Sø
Varde Kommune har sat advarselsskilte op ved Kvie Sø ved Ansager. En ny måling af vandet i Kvie Sø har nemlig afsløret høje værdier af tarmbakterier. Det skriver Varde Kommune i en pressemeddelelse.

Som følge af målingen har Varde Kommune været i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed, og fraråder på den baggrund badning i søen indtil forureningen er væk. 

Varde Kommune arbejder på at finde årsagen til forureningen, og har opsat advarselsskilte på dansk, engelsk og tysk på stedet. Man afventer nu resultatet af en vandprøve fra søen, og et svar ventes at foreligge indenfor få dage. Tarmbakterierne, der måles for, er E.coli og Enterokokker, som findes i forskellige koncentrationer i tarmen hos mennesker, dyr og fugle.

Helle Hallen søger sundhedsmotivator
Sundhedsmotivatoruddannelsen henvender sig til dig der ønsker at gøre en forskel for andre mennesker. Uddannelsens formål er at uddanne frivillige sundhedsmotivatorer, der kan udføre motiverende samtaler med borgere, som ønsker at få mere fokus på sundhed. På uddannelsen får deltagerne forståelse for folkesundhed, sundhed og sygdom i Danmark og undervises i motiverende samtaler. Du kan læse mere om kurset via et link på Helle Hallens facebookside.

Næste kursus er den 21-22 aug i Vejen Idrætscenter. Har du spørgsmål eller ønsker du at tilmelde dig, så er det senest den 10/8 at du skal kontakte fysioterapeut Mikkel Thuesen Petersen på telefon 26282612 eller centerleder Peder Foldager på telefon 29621411. Du kan også vælge at skrive til post@hellehallen.dk Hver mandag og onsdag til og med uge 32 har Helle Hallen i øvrigt et andet godt tilbud til dig. Der er der nemlig vandsjov for hele familien fra kl. 10-12. Der er aktivitetsmuligheder med vandlege, badedyr, surfbrætter, vandpolo, vipper, spa, vandmassage og koldt bad. Og så har cafeen åbent fra 12-13. Arrangør det er Helle Idrætssamvirke i samarbejde med Helle Hallen. Børn og unge under 18 har gratis entre, mens voksne betaler 45 kr.

Starup-Tofterup spejderne med spændende indianerlejr
I den forgangne uge var der spejderlejr i Det Danske Spejderkorps’ afdeling i Starup-Tofterup. Hør interviewet med et par af lederne og deres unge spejdere i podcasten.

6 gode ideer til sommerferieaktiviteter i Varde Kommune
Ferien er ikke helt slut endnu for børn og unge i Varde Kommune og heldigvis er der da også stadig masser af spændende ting at tage sig til. I Varde Kommunes Vaks program kan du få inspiration til hvad ungerne eller måske hele familien kan lave de sidste par uger af ferien. Hør 6 eksempler på gode aktiviteter i podcasten.

Kristendemokraterne vil i byrådet i Varde
Partiet Kristendemokraterne vil til kommunalvalget i 2021 forsøge at komme byrådet i Varde Kommune.  Det skriver Jyske Vestkysten. Partiet har fundet 3 kandidater, der ønsker at stille op til kommunalvalget. Historisk har Kristendemokraternes medlemmer haft tradition for at stille op på lokallister. Det var derfor først i 2017, at partiet stillede op første gang på egen hånd, og nu forsøger partiet sig altså igen. Jens Holm er formand for partiet i Varde Kommune, og han var eneste kandidat ved det seneste valg. Han ved ikke, om han kommer på stemmesedlen næste år. Til gengæld fortæller han til Jyske Vestkysten, at partiet har fundet tre andre interesserede. Én af dem er Søren Lydeking Pedersen, der er sognepræst i Starup-Tofterup og Agerbæk. Han var også kandidat  i Billundkredsen ved seneste folketingsvalg. Søren Lydeking Pedersen fortæller, at han og partiet vil have fokus på familiepolitikken. En mærkesag bliver at få forbedret ordningen for hjemmepasning. I dag giver Varde Kommune støtte til hjemmepasning i op til et halvt år i børnenes første to leveår.

Kristendemokraterne vil forbedre ordningen, så den kan bruges, indtil børnene når skolealderen, og der skal være støtte til, at en forælder kan gå hjemme i et helt år. Desuden vil partiet også sætte beløbet, som den hjemmegående forælder får, op.

Jens Holm ønsker ikke at oplyse navnene på de to andre interesserede endnu. Det er ikke besluttet, hvem der skal være spidskandidat.

Kristendemokraterne fik kun 133 stemmer ved seneste valg. For at få en kandidat valgt ind skulle de have haft cirka otte gange så mange stemmer.

KLIK HER for at få besked, når der er nye episoder af podcasten klar

Categories
Agerbæk Podcast Lyt med

08.07.2020 Agerbæk Podcast nyheder

Købmand Brian Bjerregaard løfter sløret for en rigtig god nyhed for Agerbæks borgere. Du bliver også inviteret med til tre meget forskellige arrangementer i Agerbæk. Lyt med i denne uges nyheder fra Agerbæk Podcast. 

Tak til vores sponsor Agerbæk El-Service, der sammen med Min Købmand Agerbæk gør det muligt at producere og drive Agerbæk Podcast. 

Vil du have besked, når en ny episode af Agerbæk Podcast er online, så tilmeld dig via linket her

Rigtig god sommer!

Categories
Lyt med Varde Podcast

28.06.2020 Varde Podcast

Nyhederne fra Radio Varde den 28. juni 2020

VAKS – ferietilbud i Varde kommune
Så er de fleste skolebørn i Varde Kommune gået på ferie og traditionen tro har Kultur og Fritid i Varde Kommune udarbejdet en ny udgave af VAKS – en oversigt over ferietilbud i Varde Kommune. I folderen finder du masser af aktivitetsforslag til skolebørn arrangeret af frivillige foreninger, institutioner, biblioteker og museer i Varde Kommune. Mange af tilbuddene er uden deltagerbetaling, hvor du får mulighed for at afprøve, om det er noget for dig. Du finder folderen på Varde Kommunes hjemmeside her

Vardes erhvervsvenlighed forbedret endnu en gang
Dansk Byggeri undersøger hvert år erhvervsvenligheden i alle landets kommuner baseret på 22 forskellige parametre.

Varde Kommune rangerer som den sjettebedste i årets udgave, hvilket både er en fremgang fra sidste års 12. plads og en placering som nummer 25 i 2018.

Fremgangen skal blandt andet forklares med en andenplads i kategorien ”Arbejdsmarked og uddannelse”, hvor Varde Kommune rangerer højt på samarbejdet mellem skoler og virksomheder, fokus på erhvervspraktik i folkeskolen og andelen af erhvervsuddannede.

Desuden er sagsbehandlingstiden blevet kortere for virksomheder, der ønsker at udvide eller bygge nyt. Her er Varde Kommune sprunget otte pladser frem fra en 38. til en 30. plads.

”Vi har i tæt samarbejde med vores erhvervsliv arbejdet på at skabe rammerne til at drive succesfulde virksomheder i Varde Kommune. Det er vi lykkedes med, og nu skal vi i fællesskab fastholde de gode resultater og sørge for, at vi får sat yderligere gang i væksten i vores kommune.” Placeringen i Dansk Byggeris måling er rigtig god, men vi vil gerne tiltrække endnu flere nye og spændende virksomheder. For at det lykkes, har vi sammen med virksomhederne en fælles opgave i at fortælle om alt det gode i vores kommune,” fortæller borgmester Erik Buhl i en pressemeddelelse (V)

Livreddere igen klar på vestkysten
Fra den 26. juni er de specialuddannede kystlivreddere fra TrygFonden Kystlivredning igen klar i livreddertårnet på Hvidbjerg Strand, Vejers Strand, Henne Strand, Hvide Sande Strand og Søndervig Strand. Livredderne er på vagt hver dag fra kl. 10-18 i skolernes sommerferie og frem til den 19. august, hvor de vil passe på badegæsterne og informere om badesikkerhed. På strandene gælder det som alle andre steder, at man skal holde god afstand til hinanden. Derfor er livredderne blevet trænet i at tage de rette forholdsregler, ligesom livreddertårnet er forsynet med det nødvendige udstyr, som livredderne får brug for, når de skal træde til med hjælp til badegæsterne.

Sommerferien er lige om hjørnet, og i år forventes det, at sommerlandet og strandene særligt bliver fyldt med danske turister. Livredderne glæder sig til at byde velkommen på strandene og hjælpe alle badegæsterne med at få en god og tryg tur i vandet. Som vanligt er livredderne klar med alt fra gode råd om revlehuller til fralandsvind, og de har førstehjælpsudstyret parat til både mindre behandlinger og redningsaktioner, hvor personer er i livsfare.

Vi håber, at vejret er med os, så alle, der nyder sommeren i Danmark i år, kan komme ud og opleve de danske strande, når de er bedst.
I Danmark er vi omgivet af vand, og det betyder, at det er vigtigt at lære at svømme og begå sig sikkert i vandet og kunne træde til, hvis andre har brug for hjælp. Hvis man endnu ikke kan svømme eller har børn, der skal til at lære det, er det oplagt også at bruge strandturene til at øve sig
, siger René Højer, programchef i TrygFonden, og fortsætter:

Livredderne er en ekstra sikkerhed på strandene, for uanset hvor rutineret en svømmer man er, kan man komme i vanskeligheder. Derfor bruger livredderne også størstedelen af deres tid på forebyggende indsatser, som både handler om at tale med badegæsterne og give gode råd og om at gribe ind, hvis de ser noget i vandet, der potentielt kan udvikle sig til en farlig situation.

I 2019 gennemførte TrygFonden Kystlivrednings livreddere 67.480 indsatser, hvoraf de 12 betegnes som aktioner, hvor personer var i livsfare.

På strandene markerer livredderne med to rød-gule flag i vandkanten det område, hvor de holder særligt øje, og hvor det derfor er mest sikkert at bade.

Livredderne har konstant øje på, hvad der foregår i området mellem flagene, så hvis man kommer i nød, er der størst chance for, at det hurtigt bliver opdaget, hvis man bader der. Man kan altid signalere til livredderne ved at vinke, hvis man har brug for hjælp, men det er ikke altid, at man er i stand til det, og derfor opfordrer vi altid til at bade i det afgrænsede område, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

TrygFonden Kystlivredning opfordrer alle badegæster til at holde sig løbende orienteret om myndighedernes anbefalinger i forhold til forebyggelse af coronasmitte og respektere de regler og anbefalinger, der måtte være. Lyt også til de opfordringer, som kystlivredderne måtte komme med i forhold til badesikkerhed og det at skabe en god og tryg oplevelse for alle ved vandet.

De 5 baderåd er:
1. Lær at svømme
2. Gå aldrig alene i vandet
3. Læs vinden og vandet
4. Lær stranden at kende
5. Slip ikke børnene af syne

Sundhedsstyrelsens gode råd til at beskytte dig selv og andre mod Coronasmitte ved udendørs aktiviteter – også på stranden er som følger:

  1.  Bliv hjemme, hvis du har symptomer på luftvejsinfektioner
  2.  Vask dine hænder tit eller brug håndsprit
  3.  Host eller nys i dit ærme – ikke i dine hænder
  4.  Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt
  5.  Hold afstand og bed andre tage hensyn

TrygFondens samlede indsats hedder “Respekt for vand” og har til formål at nedbringe antallet af mennesker, der drukner i Danmark, samt øge sikkerheden, hvor mennesker og vand mødes. Det sker gennem forebyggelse, uddannelse, offentligt redningsudstyr og oplysning, der skal lære danskerne at færdes i, ved og på vandet, samt livredningstjeneste i forbindelse med skolernes sommerferie.

Coronatest til raske
Fra denne uge er det muligt at blive testet for Covid-19 rundt om i det syddanske sommerland, hvis du er rask og uden symptomer på Covid-19. To ambulancer er blevet tilpasset, så de kan fungere som mobile teststationer. De to testbiler kommer til at køre rundt til udvalgte steder i Syddanmark. Både danske og udenlandske borgere kan blive testet i testbilerne. Det er gratis at blive testet og det foregår uden forudgående tidsbestilling. Kun voksne kan blive testet i bilerne.

Corona får boligpriserne til at falde en smule i 2020
De nyeste tal fra 1. kvartal 2020 viser, at huspriserne på landsplan er steget med 4,1 procent siden samme tidspunkt året før. 1. kvartal dækker januar, februar og marts, og det er således begrænset, hvor meget indflydelse corona-epidemien, der for alvor fik fart på midt i marts, har haft på priserne.

Det kommer den dog til, men formentlig ikke så slemt som frygtet. De Økonomiske Råd forventede i første omgang, at boligpriserne ville falde 8,2-11,1 procent i 2020, men i juni blev det forventede prisfald justeret til 1,8 procent. Nationalbanken mener, at boligpriserne vil falde med 2,3 procent i 2020. Til gengæld forventer både de økonomiske vismænd og Nationalbanken, at boligpriserne vil stige pænt i 2021.

Huspriserne er dog steget med 3 procent i Varde Kommune det seneste år. Med en kvadratmeterpris på 7819 kr. er Varde Kommune nu nummer 75 ud af 98 på listen over kommunerne med de højeste huspriser

Efter at være steget mere end lejlighedspriserne i halvandet år, har lejlighedspriserne igen fået overtaget. De steg således med 5,6 procent fra 1. kvartal 2019 til 1. kvartal 2020 mod husprisstigningen på 4,1 procent.

Ingen af de to kan dog hamle op med stigningen i sommerhuspriserne, der er gået op med 7 procent det seneste år.

Kilde: GoVarde,dk og Bolius.dk