29.11.2020 Agerbæk Podcast

Ulovlige kanonslag og hærværk i Agerbæk

Mens de fleste af os i denne tid hygger os med at pynte op til jul ude som inde og idag kan nyde varmen og det hyggelige skær fra adventskransens første lys, er der tilsyneladende folk i vores lokalområde der hygger sig med at lave hærværk og skræmme både børn, voksne og dyr fra vid og sans. Der er på facebook den sidste uges tid blevet delt flere oplevelser med ulovligt fyrværkeri og sprungne postkasser og affaldsstativer i Agerbæk og omegn. En borger spørger om det er ved at være tid til at etablere et lokalt vagtværn. Hører eller ser du nogle begå hærværk, så meld det til politiet og del dine oplevelser på facebook, så vi sammen kan få bragt ulovlighederne til ophør.

Flotte kranse og julehygge til salg i Sønderbyen

Mangler du stadig adventskransen, skal du bruge en flot dørkrans til hoveddøren eller er du på jagt efter en personlig og kreativ værtindegave, så er der lige nu mulighed for at købe mange smukke ting hos Ulla på Sønderbyen 20 i Agerbæk. Priserne starter ved bare 50 kroner, så der er noget for en hver pengepung. Den lille pop-up butik er åben efter aftale, så du kigger bare forbi og ringer på døren eller ringer i forvejen på tlf. 21426305. Og det var altså hos Ulla på Sønderbyen 20 i Agerbæk.

Padel er populær i Agerbæk

Der er nu rigtig godt gang i Agerbæk Padel-klub. Nogle af byens padel-entusiaster spiller 3-5 gange ugentligt, men der er stadig plads til flere spillere. Padel er en sport for alle og er en blanding mellem tennis og squash, men lettere at lære og komme igang med end tennis og man kan deltage uanset niveau. Der er ketsjere og bolde til rådighed i klubhuset ved anlægget og der sprittes af, hver gang, det har været anvendt.

Du behøver ikke booke en fast tid, men kan booke dig ind, når det lige passer dig og banen naturligvis er ledig. Du kan læse om padel, priser og finde kalenderen på Agerbæk SFs hjemmeside. Du kan også følge med på facebook ved at melde dig ind i gruppen der hedder Padel – Agerbæk SF.

Den flotte padelbane har i øvrigt fået navnet Min Købmand Arena, da Min Købmand i Agerbæk er hovedsponsor for anlægget.

Historien om Agerbæks brandvæsen

I “Old News fra Agerbæk og omegn” læser jeg igen op fra den spændende lokalhistoriske bog, Fåborg Sogn – Lokalhistorie væsentlig for tiden efter 1962. Sidste gang fortalte jeg om byens mange banker. Det og andet lokalhistorie kan du genhøre, hvis du går ind på podcastnu.dk og lytter til de tidligere episoder af Agerbæk Podcast. I denne uge skal det handle om brandvæsenets historie i Agerbæk. Lyt med i podcasten.

25 % rabat på friluftsudstyr og stofmundbind til om med mandag

Agerbæk Podcasts samarbejdspartner 55Nord.dk holder til og med mandag den 30/11 Black Week med 25 % rabat på friluftsgrej og en masse andet godt. Du finder det hele, hvis du klikker dig ind her. Frem til og med mandag den 30/11  får du altså 25 % rabat på din ordre!

Tak til vores sponsorer

Stor tak til vores trofaste sponsor Min Købmand Agerbæk der gør det muligt at producere og drive Agerbæk Podcast. Medsponsor frem mod jul er desuden Agerbæk El-Service, hvor du finder Agerbæk-områdets største udvalg i julelys, el-artikler, gaveartikler og brugskunst. 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *