04.01.2021 Agerbæk Podcast

Godt Nytår!

Svineri på miljøstationen i Agerbæk
Så blev det 2021 og du dette er årets første udgave af Nyhederne fra Agerbæk Podcast. Det har været en lang juleferie for mange af os i år. Både fordi Mette Frederiksen har tvangslukket mange af vores forretninger og virksomheder og opfordret alle medarbejdere, der kan, til at arbejde hjemme. Men også fordi det i år er en rigtig medarbejderjul hvor jule- og nytårsaften faldt, så det var muligt med få fridage at holde en ekstra lang ferie. Det blev åbenbart for lang og kedelig en ferie for nogle, idet der er sprunget ekstraordinært mange postkasser og lavet mere hærværk i år, end vi plejer at se i vores by. Det synes både jeg og mange andre naturligvis er en kedelig udvikling. Der har også været problemer med affaldet på vores miljøstation, hvor flere borgere på byens facebookside har ytret deres utilfredshed over efterladt affald. En anonym borger blev træt af svineriet og skrev følgende til Agerbæks Facebookside:

“Det ser ud til at have været en givtig jul, med masser af flotte gaver under træet. I hvert fald flød der masser af diverse indpakning, bag vores genbrugsstation på Nørremarken. Gaveindpakning, øl-julekalender, indpakning af madvarer, madvarer, ja selv affald fra en tur på Mc Donalds lå og flød. Jeg blev idag træt af synet og har ryddet op. Der var såmænd plads til næsten alt affaldet på pladsen. Et par autostole, en tremmeseng og et stykke plast legetøj var dog for stort til at kunne komme ned i en af de opstillede sorteringscontainere. Jeg syntres, det er ærgerligt og respektløst bare at smide affald på denne her måde. Det må da være træls at være nabo til sådan noget her. Og det er da lige til at trække rotter til, når der også ligger madaffald og flyder på denne måde.
Det ender jo bare med at Min Forsyning lukker stedet ned igen, og det ville da være ærgerligt. Min Forsyning tømmer jo containerne – de rydder jo ikke op. Det er jo ikke deres job, og helt rimeligt.
Det undrer mig, at når vi har en super genbrugsplads 5 minutters kørsel herfra, og man har bilen med sig, at man så ikke kører til Vrenderup og tømmer bilen, i stedet for bare at smide det her på Nørremarken”

Renoveringslukket hos Bager HJ
Bager HJ har lukket frem til den 8. januar pga renovering. Således skriver Bager HJ på Facebook til sine kunder: ”Vi fra Bager HJ ønsker jer alle et rigtig godt nytår. Håber at I er kommet godt ind i det. HUSK vi har lukket til og med d. 7. januar, da vi skal have malet butik og lagt nyt gulv.”

Min Købmand Agerbæk, der får sit bagerbrød fra Bager HJ, får i denne uge derfor leveret sit morgenbrød fra bageren i Sdr Omme, så der er stadig frisk brød at få i vores by. Vi glæder os til at kunne træde ind på det nye gulv hos Bager HJ igen på fredag.

Godt nytår fra borgmester Erik Buhl
Vores Borgmester Erik Buhl har på Varde Kommunes Facebook har lagt en nytårstale ud til alle kommunens borgere. Den kan du høre i dagens podcast.

Det var alt hvad jeg kunne have med i denne årets første udgave af Nyhederne fra Agerbæk Podcast. Mit navn det er Jesper Christiansen og jeg var din vært idag. Jeg håber, at vi høres ved mange gange i løbet af det nye år og ønsker dig rigtig godt nytår!

Tak til vores samarbejdspartner

Stor tak til vores trofaste samarbejdspartner Min Købmand Agerbæk der gør det muligt at producere og drive Agerbæk Podcast. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *