Categories
Lyt med Varde Podcast

21.06.2020 Varde Podcast

Nyhederne fra Radio Varde den 21. juni 2020

Du skal stadig vise hensyn
Et samlet Byråd i Varde Kommune opfordrer alle til at vise hensyn og huske på, at corona stadig er en trussel i vores samfund.
14 negative tests slog hurtigt fast, at der ikke var tale om coronasmitte i Vestervold Børnehave, efter ti ud af 37 børn og én medarbejder tidligere på ugen havde vist symptomer. Et samlet Byråd ser situationen som en påmindelse om, at truslen om coronasmitte stadig er til stede. Alle opfordres derfor til fortsat at vise hensyn. 
Borgmester i Varde Kommune Erik Buhl udtaler:
”Der var heldigvis ikke tale om coronasmitte i børnehaven, men når vi valgte at lukke, var det ud fra et forsigtighedsprincip. Jeg glæder mig over, at børn og medarbejdere kan vende tilbage under trygge forhold på mandag.”

Censureret kunstudstilling hos JANUS – Vestjyllands Kunstmuseum
En af Danmarks blot fem anerkendte censurerede kunstudstillinger kan opleves i Vestjylland henover sommeren. Det er den 48. udgave af Kunsternes Sommerudstilling der er åbnet på JANUS – Vestjyllands Kunstmuseum i Tistrup her i weekenden.
Udstillingen består af 78 værker, som en dommerkomité har udvalgt blandt 930 indsendte værker. I alt er 50 forskellige kunstnere repræsenteret. Udstillingen omfatter værker i forskellige materialer og former, og det vil blandt andet være muligt at opleve malerier, skulpturer og installationer.
Anne Grethe Sværke, leder af JANUS – Vestjyllands Kunstmuseum fortæller:
”Vi havde frygtet, at coronasituationen ville påvirke udstillingens niveau, men det modsatte har vist sig at være tilfældet. Vi har modtaget færre værker end normalt – til gengæld er niveauet meget højt. Publikum kan se frem til at opleve mange forskellige kunstarter og udtryk.”

Nymindegab Museum genåbner forvandlet og fornyet
Varde Kommune får et nyt kunstmuseum der indvies den 24. juni i Nymindegab. Nymindegab Museum fortæller den glemte historie om, hvordan et lille fiskerleje længst mod vest i slutningen 1800-tallet blev til et paradis for store danske kunstmalere som den senere skagensmaler, Laurits Tuxen.

Med lydguider på oprindelig vestjysk dialekt kan museumsgæster rejse tilbage til Nymindegab i 1879. I udstillingerne vil man opleve den natur og det slidsomme liv ved havet, der fik Laurits Tuxen til at rejse på tværs af landet og følge et tilsandet hjulspor til Nymindegab.

Museet bliver indviet for pressen og udvalgte gæster onsdag den 24. juni klokken 10. Klokken 12 åbner museet for øvrige besøgende.

Regeringens affaldsudspil bliver dyrt for Varde Kommune
Tvivlsomme millioninvesteringer bliver en realitet i sommerhusområder, hvis Regeringens affaldsudspil bliver vedtaget. Varde Kommune opfordrer til metodefrihed. Bedre affaldssortering og mere genanvendelse står også højt på ønskelisten i Varde Kommune, men Regeringens affaldsudspil lægger op til store udfordringer i sommerhusområderne på den jyske vestkyst. Årsagen er, at udspillet ikke inkluderer frihed til, at kommunerne tilpasser affaldssorteringen til lokale forhold.

I sommerhusområderne udgør små grusveje og stier den primære infrastruktur. Derfor bliver affaldsindsamlingen i dag udført med specialindkøbte lastbiler, som er væsentligt mindre end de 25 tons tunge udgaver, der udfører opgaven i villa- og parcelhuskvarterer.
Men bliver affaldsudspillet vedtaget, skal der investeres i nye lastbiler for millioner. Lastbiler, som forventes at skulle hente begrænsede mængder af metal-, tekstil- og farligt affald fra turister, der ofte kun besøger området i 1-2 uger. Vurderingen er, at pengene er bedre brugt på at opgradere og udbrede de såkaldte miljøstationer i sommerhusområderne. De fungerer allerede i dag som ubemandede mini-genbrugspladser, hvor borgere og turister kan aflevere genanvendeligt affald.

Preben Friis-Hauge, formand for Plan og Teknik-udvalget i Varde Kommune udtaler:
”Vi har et velfungerende system med miljøstationer, som vi gerne vil investere i at gøre endnu bedre. Vi er helt på linje med ønsket om bedre affaldssortering og mere genanvendelse, men vi ønsker frihed til at vælge en metode, som passer til vores lokale geografi, så vi undgår unødvendige millioninvesteringer for borgernes skattekroner.”

Rekord mange bookinger hos Landal GreenParks
Myndighedernes vedtagelse om genåbning af danske badelande har ikke kun løftet humøret hos ferieparkkæden Landal GreenParks, men også sat rekordfart på sommerbookingerne. Her genåbnede man alle indendørsfaciliteter i de danske parker fredag den 12. juni, herunder badeland og legeland. Hos ferieparkkæden Landal GreenParks har man siden den 12. marts haft lukket ned for alle indendørsfaciliteter, herunder badelande, restauranter, legelande og spaområder i de danske ferieparker på grund af coronavirus. Men nu er de seks danske parker indendørs- såvel som udendørsfaciliteter åbne igen.
”Vi er ovenud begejstrede over igen at kunne åbne for badelande, legelande, og andre indendørsfaciliteter, så vores feriegæster kan få fuldt udbytte af parkernes aktivitetsudbud over sommeren. Som mange andre turismeaktører har vi de seneste tre måneder været ramt af en markant nedgang i gæster, så det er den her nyhed, som vi og danskerne har ventet på længe,” siger Kent Lodberg, Salg- og Marketingmanager hos Landal GreenParks i Danmark. Og netop nyheden om genåbning af badelande har fået danskerne til at reagere. Hos ferieparkkæden har man siden udmeldingen den 6. juni oplevet en imponerende stigning på hele 645 % i sommerbookinger for juli og august sammenlignet med samme periode sidste år, hvor bookingerne faldt løbende tidligere på året.
”Sommerbookingerne tikker nu ind i en lovende strøm, og i flere af parkerne har vi allerede kun få boliger tilbage. Nogle dage rammer vi helt udsolgt, særligt ved bookinger på mere end to nætter. Det er i sig selv ikke overraskende, for vi havde også en kanon sommer sidste år. Men i år regnede vi med en sommer uden badeland og legeland, og det kunne tydeligt mærkes på gæstebookingerne – indtil nu,” siger Kent Lodberg.

Ny løbeklub i Agerbæk
En ny løbeklub er på vej i Agerbæk. Jeg var forleden på en lille løbetur med de to initiativtagere Anders Schmidt og Carsten Dragsfeldt Jensen for at høre om planerne for Agerbæk Løb og Motion.

På Ugle-udflugt med Naturnørd
Sidst i udsendelsen kan du komme med Naturnørd rundt for at tjekke hans mange uglekasser for unger. Det er et godt ugle-år i ar, så der er ugler nok at se på. Er du interesseret i at komme med på ugleturen og se de mangle søde unger, kan du finde videoen fra Naturnørd her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *